--------------------------------------------------------------------------------

Som læge med syv års praktisk erfaring med amalgamforgiftning, vil jeg gerne kommentere rapport om dentalt amalgam af juni 1997, udarbejdet af EU-kommissionens ad hoc arbejdsgruppe.

Den énstemmigt negative reaktion fra de skandinaviske foreninger mod amalgam i tandplejen afspejler med hvilken alvor amalgamsagen betragtes af et voksende befolkningstal i Europa, USA og Canada, som ikke er indstillet på at acceptere "business as usual" fra "ekspertgrupper" bag lukkede døre, der så énsidigt afviser de voksende medicinske beviser om sundhedsrisikoen ved amalgamfyldninger.

Min klinik i Århus har fungeret som en slags "sidste stoppested" for skandinaviske patienter, som har helbredsproblemer, de mener, er opstået på grund af kviksølvforgiftning fra amalgam. Disse personer har typisk søgt hjælp i det etablerede hospitalssystem, før de finder vejen til min lægepraksis. Mange har brugt betydelige pengesummer på alternative behandlinger, som fx akupunktur og zoneterapi, der tit kan give midlertidig symptomlindring, men i det lange løb ikke løser det vigtigste problem, så vidt dette problem viser sig at være kviksølvophobninger i livsvigtige organer og i nervesystemet.

I virkeligheden er de helbredsmæssige problemer, der opstår i forbindelse med dentalt amalgam, en del af det større problem vi kender som miljøsygdom. Overfølsomhed for tungmetaller, kemikalier og andre toksiske emner fra miljøet præsenterer en helt ny udfordring til behandleren. Kronisk forgiftning fra skjulte faktorer i miljøet er ofte ikke ledsaget af et typisk sæt af symptomer. Diagnosen er derfor en af de vanskeligere opgaver inden for lægepraksis. Hvis lægen ikke har en speciel interesse for området, er det usandsynligt, at han vil have den på sin liste af muligheder, når en patient henvender sig for at få hjælp.

Kronisk kviksølvforgiftning er et eksempel på dette. Når disse patienter kommer med mentale, emotionelle og/eller neurologiske klager, er der ofte tendens til at opfatte symptomerne som "psykogenisk" - d.v.s. af psykisk oprindelse og uden fysisk grundlag - specielt når laboratorieprøver ikke viser noget. Deres symptomer betragtes som enten en psykiatrisk tilstand eller et resultat af psyko-social stress. I begge situationer vil det reelle problem forblive ubehandlet.

I sektion 5.3.8.2 af EU rapporten begår arbejdsgruppen denne fejl. De citerer mange undersøgelser, som argumenterer, at det er psykogenisk, at nogle personer klager over, at dentalt amalgam har gjort dem syge. Arbejdsgruppen har glemt, at mental-emotionel uro er et hovedsymptom for kviksølvs neurotoksiske effekt.

Tandlægernes tendens til at afvise symptomer hos kviksølvforgiftede personer som psykisk indbildning vil normalt gå hånd i hånd med almindelige blod- og urin-kviksølv bestemmelser til at modbevise diagnosen. EU rapporten er ingen undtagelse i denne sammenhæng og derfor totalt ud af trit med den medicinske toksikologi (forgiftningslære). Rapportens konklusion at "…ingen systemiske toksiske virkninger er blevet påvist til at være relateret til frigørelsen af kviksølv fra amalgamfyldninger" er baseret på videnskabelige artikler tilsyneladende uvidende overfor den veldokumenterede kendsgerning blandt forskere, der har studeret emnet, at kviksølv niveauet i blod or urin ikke er et pålideligt mål for lav dosis, kronisk kviksølveksponering. Som Dagfinn Reiersøl fra Norge har understreget i sin kommentar, påpeger ekspertgruppens egne eksperter referencer til dette (1991 WHO report, p. 61; 1993 USPHS report, p.III-4).

I disse referencer er der beviser for at mennesker, som lider af kronisk kviksølvpåvirkning, viser "retentionstoksisitet" - d.v.s. et urin-kviksølv niveau, som er yderst lavt på trods af forhøjede kviksølvdepoter i kroppen. Arbejdsgruppens tilbøjelighed til at diskvalificere undersøgelser, som viser mulige systemiske giftvirkninger fra dentalt amalgam på basis af lave blod- og urin-kviksølv niveauer, er derfor ikke kun uacceptabel, men også problematisk, idet det rejser spørgsmål angående deres viden og/eller motiver.

Ifølge flere internationalt anerkendte eksperter er en mobilisationstest påkrævet i udredning af den kviksølvforgiftede patient, da niveauet af kviksølv eksponering bedst kan kvantiteres med analysen af urin både før og efter administration af stoffet 2,3-dimercapto-propan-1-sulfonat (DMPS). Uden et kelerende (metal-bindende) stof vil det ophobede metal i de forskellige væv ikke vise sig i urin eller blod. I min egen praksis har vi brugt Dimaval-testen (DMPS-mobilisationstest) som guldstandarden til at udrede patienter, som har mistanke om, at deres symptomer er fremkaldt af dentalt amalgam.

Jeg vil slutte denne korte kommentar med et spørgsmål. I vores tid, hvor miljøforurening er så omtalt i medierne i forbindelse med den alarmerende stigning i kræftsygdomme, specielt blandt unge mennesker, hvem blandt os tror så oprigtigt på, at de har råd til ekstra toksisitet i form af kviksølv fra dentalt amalgam? Det blev påvist i 1980'erne at kviksølv fordamper fra amalgam og herefter ophobes som et giftigt affald i kroppen, specielt i nervesystemet. Disse fakta er alment kendt. I 1997 drejer debatten sig udelukkende om spørgsmålet: Hvor meget er nok til at fremkalde multiple sklerose, ALS, Alzheimers, Parkinsonisme og andre former for fri radikal degenerativ sygdom?.

Her må understreges at en intuitiv fornemmelse for, hvor giftigt kviksølv er, er en vigtig forudsætning for fortolkning af det omfangsrige antal af nyere studier, der er tilgængeligt vedrørende amalgamproblemet. I 1972 og 1974 har Chang et al (1972 og 1974) påvist, at mindre end 1 ppm (del per million) kviksølv beskadiger hjerne-blod barrieren inden for få timer efter eksponering med forøget gennemtrængelighed til følge for forbindelser fra blodbanen, der normalt er udelukket. Med andre ord, kviksølv forstørrer skadevirkningen fra andre forurenende stoffer ved at forårsage en forøget forgiftningseffekt på nervecelleniveauet, den menneskelige substans for tankevirksomhed og følelsesliv.

--------------------------------------------------------------------------------

Litteratur:
 

1	Strubelt O. Ursachen von Erschopfungszustanden, Padiatrische - Praxis. 42 541 1991.
2	Hickel R, Meier C, Schiele R, Raab W, Petschelt A. Nebenvirkungen von Amalgam? Eine interdisziplinäre Studie. Dtsch.Zahnärztl. Z.; 1991, 46 (8) 542-544.
3	Stock A. Die Gefärlichkeit des Quecksilberdampfes. Z Anggew Chem; 1926, 39: 461-88.
4	Goldwater LJ. The Toxicology of Inorganic Mercury. Annals NY Acad Sci; 1957, 65: 498-503.
5	Perger F. Belastungen durch toxische Schwermetalle - ihre Folge für die Abwehrlage des Menschen. Z. Ärztl. Fortbild.; 1993, 87 (2): 157-163.
6	Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32.
7	Ott KHR. Die messung der Quecksilberbelastung im Speichel. Dtsch. Zahnärzti. Z.; 1993, 48 (3) 154-157.
8	Aposhian HV et al. Urinary mercury after administration of 2,3-dimercaptopropane-1-sulfonic acid: Correlation with dental amalgam score. FASEB J; 1992, 6 (6) 2472-2476.
9	Aposhian HV et al. Pharmacokinetics of DMPS, the antidote of choice for mercury in humans. 2nd Int. Meeting on Molecular Mechanisms of Metal Toxicity and Carcinogenity, 1992.
10	Köstler W. Immunologische und Spektralanalytische Veränderungen durch Quecksilbermobilisierung aus Amalgamfüllungen. Dtsch. Zschr. f. Biol. Zahnmed.; 1991, 7 (1) 27-32.
11	Godfrey ME. Dental amalgam - a potentially toxic source of mercury? NZ Science Review; 1992, 49 (2): 52-56.
12	Perger F. Belastungen durch toxische Schwermetalle - ihre Folge für die Abwehrlage des Menschen. Z. Ärztl. Fortbild.; 1993, 87 (2): 157-163.
13	Chang LW et al. Blood-brain barrier dysfunction in experimental mercury intoxication. Acta Neuropathology 21: 179-84, 1972; Chang LW et al. An ultrastructure study on the blood-brain barrier dysfunction following mercury intoxication. Acta Neuropathology (Berlin) 30:211-24, 1974.